Milestone Systems - The Open Platform Company
Language Where to buy Downloads Login Software Registration
Mail to friend Print

IMS Research kårer Milestone til verdens førende

Trods økonomisk krise fortsætter Milestone Systems ufortrødent med sunde vækstrater og øgede markedsandele. Det er blandt årsagerne til, at IMS Research for femte år i træk udnævner den danske virksomhed som global markedsleder inden for netværksbaseret software til videoovervågning. Samtidig er Milestone Systems kåret til Gazelle 2009 af Dagbladet Børsen.

Brøndby, den 7. september 2009 – Rapporten ”The World Market for CCTV and Video Surveillance Equipment 2009” udnævner for femte år i træk Milestone Systems som global markedsleder inden for IP-baseret software til digital videoovervågning. Ifølge rapporten var Milestones markedsandel i 2008 på 10 procent inden for Video Management Software (VMS), og i kategorien ’software-only VMS vendors’ har virksomheden øget sin markedsandel fra 19,5 procent til 25,8 procent i 2008 – og det til trods for et trængt økonomisk klima.

”Trods et vigende marked har Milestone Systems formået at fortsætte vækstkurven og øge sine markedsandele. Med sin globale markedsposition har Milestone fået solidt fodfæste og cementeret sin position, hvorfra de kan videreudvikle deres succes i løbet af de næste par år, i takt med at det økonomiske klima bliver mere gunstigt,” siger Senior Market Analyst Alastair Hayfield, IMS Research.

Rapporten fra IMS Research viser i øvrigt, at en stor procentdel af markedsindtægterne i 2008 er genereret af ’open platform’-løsningerne, som Milestone har specialiseret sig i. Ifølge rapporten vil disse løsninger stå for størstedelen af omsætningen i 2013, da løsningerne, ifølge rapporten, tilbyder en langt højere grad af funktionalitet og flere integrationsmuligheder end de gængse analoge proprietære systemer.

Hos Milestone Systems er man glad for endnu en blåstempling af både produkter og den strategiske tilgang til markedet:

”Milestone Systems viste meget stærk vækst i 2008 med en omsætningsstigning på 42 procent sammenlignet med året før. Samtidig steg det samlede marked for digital videoovervågning med 29 procent, og det viser, at vi endnu engang har overgået vores konkurrenter,” siger administrerende direktør Lars Thinggaard, Milestone Systems.

Gazelle – trods krise
”Gazelle-vindere blæser på dystre prognoser”. Sådan lyder Dagbladet Børsens slogan for dette års Gazelle-vindere. Milestone Systems har måske ikke blæst på prognoserne, men i 2008 formåede virksomheden at navigere sikkert udenom kriseskabte faldgruber, og det har resulteret i en kåring som Gazelle 2009. Med en vækst på 207 procent over de seneste fire år befinder virksomheden sig blandt de 156 ud af 12.000 Gazelle-virksomheder, som har høstet fem eller flere kåringer, siden Dagbladet Børsen kårede den første Gazelle i 1995.

”Det generelle vækstmønster inden for markedet for videoovervågning er meget anderledes end tidligere år, og det skyldes uden tvivl den finansielle krise. Som global aktør holder vi et vågent øje med konverteringsraterne, og vi holder en meget skarp kontrol med vores cash flow. Samtidig har vi foretaget fokuserede investeringer, som sikrer forretningen, når krisen er ovre. Derudover har investeringen fra Index Ventures i 2008 yderligere styrket os i at fastholde vores strategiske vækstplaner,” siger administrerende direktør Lars Thinggaard, Milestone Systems.

Om Milestone Systems
Milestone Systems er verdens førende producent af IP-baseret software til digital videoovervågning bygget på åbne standarder. XProtect-produktserien supporterer over 500 forskellige typer netværkskameraer via LAN, WAN eller internettet og udgør dermed en bred vifte af valgmuligheder for Milestones kunder og partnere. Milestone har mere end 50.000 løsninger installeret hos kunder verden over, bl.a. hos Arbejdernes Landsbank, DSV Transport, DTU, SAS Radisson Hoteller, Scandlines, Fakta og Matas. Med hovedsæde i Danmark har Milestone Systems datterselskaber i Australien, England, Frankrig, UAE, Italien, Japan, Singapore, Spanien, Tyskland og USA og en veludbygget distributionskanal med autoriserede partnere i over 100 lande. Milestone Systems beskæftiger ca. 200 medarbejdere.