Arbejdernes Landsbank sikrer kunder og medarbejdere med digital videoovervågning
10 års jubilæum med IP-sikkerhedsteknologi:
For 10 år siden erstattede Arbejdernes Landsbank for første gang de analoge videobånd med et digitalt videoovervågningssystem baseret på danske Milestone Systems’ software. I dag sikrer 650 kameraer både kunder og medarbejdere i bankens 66 filialer landet over.
Brøndby, den 3. november 2009 – Som så mange andre bankvirksomheder installerede Arbejdernes Landsbank i begyndelsen af 1990erne en række fastbilledkameraer, som manuelt blev aktiveret i tilfælde af overfald i bankfilialerne. Men cirka 10 år efter udskiftede banken de analoge kameraer med en digital netværksbaseret overvågningsløsning fra Milestone Systems, og i dag er løsningen installeret i samtlige bankfilialer.
”De udgifter, vi havde til indkøb og installation af den digitale videoovervågningsløsning i vores filialer, blev meget hurtigt tjent hjem. Betjeningen af de digitale løsninger var langt mindre tidskrævende end den analoge og krævede samtidig færre ressourcer. I dag kører alle vores kameraer på Milestones IP-baserede overvågningsløsning,” siger distributions- og lagerchef Henrik Krog-Meyer, som har det overordnede ansvar for sikkerhedssystemet i Arbejdernes Landsbank.
Alle sikkerhedssystemer kører på egne netværk i de enkelte filialer, men samtidig har administratorerne i Arbejdernes Landsbank mulighed for at monitorere og fjernbetjene overvågningen fra centralt hold. Derudover kan den centrale administration bistå bankens personale i at rette fejl på kameraernes opstillinger, hvis det er nødvendigt. Det sparer en masse tid, og dermed penge, da man ikke længere skal allokere folk til de enkelte filialer.
Færre røverier og mere tryghed
Videoovervågningskameraerne optager 24 timer i døgnet, og det foregår både udenfor ved hæveautomaterne og inde i selve filialerne, hvor kameraer er anbragt på strategisk udvalgte steder.
”Det primære formål er at beskytte vores kunder og medarbejdere. Derudover bruger vi overvågningen til at hindre Dankort-misbrug ved hæveautomaterne, og vi kan også via optagelserne dokumentere ind- og udbetalinger. Endelig er overvågningen uundværlig i tilfælde af røveri. Her fungerer optagelserne både som en ekstra sikkerhed for personalet og er samtidig en stor hjælp for politiet i opklaringsarbejdet,” siger Henrik Krog-Meyer, distributions- og lagerchef, Arbejdernes Landsbank.
Hvor Arbejdernes Landsbank tidligere oplevede røveriforsøg en gang om måneden, er det tal nu faldet. En af årsagerne, påpeger Henrik Krog-Meyer, kan være, at banker generelt har indført øget videoovervågning.
Adgang til fotooptagelser for de få udvalgte
I tilfælde af et bankrøveri eller et Dankort-misbrug ved en hæveautomat sender Arbejdernes Landsbank videooptagelsen af hændelsen til politiet, som kan se de relevante optagelser igennem og dermed få det fulde overblik over hændelsen. Derefter laver Arbejdernes Landsbank en log med præcise optegnelser over, hvem i politiet billederne er sendt til, og hvornår det er sket. Alle videoovervågningsoptagelser slettes ellers automatisk efter 30 dage. Det sker også, at andre banker retter henvendelse, hvis deres kunder har oplevet Dankort-misbrug i en af Arbejdernes Landsbanks hæveautomater. Så sender man en CD med de relevante billedfrekvenser til politiet som bevismateriale i den videre efterforskning.
10 år på forkant med teknologien
Hvad byder fremtiden så på, når det gælder videoovervågning i Arbejdernes Landsbank? Som det ser ud nu, er bankens behov for videoovervågning dækket. Det gælder også for de fem filialer i Roskilde Bank, som Arbejdernes Landsbank overtog for nylig. Tre ud af deres fem filialer anvendte allerede Milestone Systems’ videoovervågningsløsning.
”Igennem de seneste 10 år har vi opgraderet vores overvågning via Milestones platform, og dermed har vi løbende fremtidssikret den sikkerhed, vi ønsker for vores kunder og medarbejdere. Og det rygte har spredt sig: Repræsentanter fra udenlandske virksomheder har allerede været en tur forbi og set, hvordan teknologien fungerer,” siger Henrik Krog-Meyer, distributions- og lagerchef, Arbejdernes Landsbank.
Milestone Systems’ software er bygget på en åben standard, der tillader uendelige integrationer med andre systemer og hardwareenheder. Samtidig betyder den åbne platform, at brugerne til hver en tid kan anvende den nyeste teknologi på området.
Yderligere oplysninger
Kommunikationschef Courtney Dillon Pedersen, Milestone Systems A/S
Telefon: 88 300 300
Om Milestone Systems
Milestone Systems blev etableret i 1998 med hovedsæde i Danmark og er i dag verdens førende producent af IP-baseret software til digital videoovervågning bygget på åbne standarder. Produktserien XProtect™ sikrer en stærk og driftssikker videoovervågningsløsning, der er nem at administrere for tusindvis af kunder i en lang række industrier. Samtidig supporterer Milestone det største udvalg af netværkskameraer og integreres med andre systemer som adgangskontrol, analytisk software, biometrics, PoS, ERP, osv. Milestone Systems’ åbne platform er fundamentet for ’best-of-breed’ videoovervågning, der reducerer omkostninger, optimerer processer og beskytter mennesker og værdier. Milestone Systems’ software sælges gennem autoriserede og certificerede partnere i mere end 100 lande. Læs mere på www.milestonesys.dk.