Overvågning på Strøget kæmpehjælp i politiets opklaringsarbejde
Den mest urolige del af Strøget i København har nu i et halvt år været videoovervåget. Optagelserne fra de 32 videokameraer bruges flittigt af politiet til opklaring af forbrydelser. Der er dog ikke noget, som tyder på, at kameraerne ligefrem forhindrer vold.
- De, der er opmærksomme på, at der er overvågning, vil nok finde et andet sted at lave deres kriminalitet. Men på fuldemands- og affektvold tror jeg ikke, overvågningen har en præventiv effekt. Det er imidlertid et utroligt godt efterforskningsredskab, siger Lars Olsen, der er daglig leder af teknisk support i Københavns Politi.
Videooptagelser fra kameraerne på Strøget bruges mindst tre-fire gange om ugen især af efterforskerne på Københavns Politis station City, som Strøget hører under.
Overvågningskameraerne blev sat op i slutningen af 2009 ud fra et politisk ønske om at få volden ned. Ifølge daværende justitsminister Brian Mikkelsen skulle videoovervågningen gøre det "sikrere at bevæge sig rundt", samtidig med at kameraerne skulle gøre det lettere for politiet at "anholde, sigte og fælde voldsmænd".
Regeringen er i gang med at udvide adgangen til at etablere videoovervågning. Indtil nu har kun politiet kunnet beslutte at sætte kameraer op, fremover skal kommuner og boligforeninger kunne beslutte at overvåge områder, der bruges til almindelig færdsel.
Læse hele artiklen på http://www.securityworldhotel.com/dk.